Automatisk låsedifferentiale (ALD)

Et automatisk låsedifferentiale, forkortet ALD, er et differentiale, der af sig selv stift kan koble en aksels to hjul sammen, når det registrerer, at et hjul er ved at miste vejgrebet, og derefter frigøre dem igen, så snart grebet er genskabt. Ved at låse akslen tvinges begge hjul til at dreje med samme hastighed, hvilket sikrer, at selv et hjul med ringe greb modtager træk, og det er netop, hvad der skal til for at holde sig i bevægelse på ujævnt, løst eller glat underlag.

Mekanisk er disse differentialer som regel bygget op om en mekanisme, der reagerer på forskellen i hjulhastighed eller på drejningsmoment. En udbredt konstruktion bruger fjederbelastede kamme og en kobling eller regulator: i jævn kørsel opfører enheden sig som et åbent differentiale, men i det øjeblik et hjul accelererer i forhold til det andet, kører de indvendige kamme op og griber ind og låser de to sider sammen. Andre udførelser er hastighedsfølsomme og kobler kun til under en fastsat forskel, eller momentfølsomme og reagerer på den belastning, der lægges på, men i alle tilfælde sker tilkoblingen automatisk og kræver ingen handling fra føreren.

Den centrale fordel er, at differentialet giver det bedste fra begge adfærdsformer uden kompromis fra førerens side. Under almindelig vejkørsel lader det det indvendige og udvendige hjul rotere med deres naturligt forskellige hastigheder gennem et sving, så bilen styrer rent, og dækkene ikke skraber eller binder. Så snart et hjul slipper, på et mudret spor, en snedækket skråning eller en hjulsporet sti, låser det for at levere maksimalt vejgreb, og frigør derefter igen, så normal kørsel i sving er genoprettet, når underlaget bliver bedre.

Denne automatiske funktion adskiller det fra et manuelt tilkobleligt låsedifferentiale, som føreren bevidst skal koble til og fra, og som kan være farligt eller umuligt at bruge på asfalt med godt greb, fordi den låste aksel modarbejder svingning. Det adskiller sig også fra et spærredifferentiale, som aldrig låser helt, men i stedet gradvist begrænser hastighedsforskellen mellem hjulene; den automatisk låsende type forpligter sig til en fuld låsning, når der er behov for det, og giver mere kontant træk på bekostning af en smule finhed.

Der er praktiske afvejninger at forstå. Låsningen og frigørelsen kan frembringe et mærkbart bump, klonk eller en kortvarig stramning af styringen, især når enheden kobler til eller fra under et sving, og den pludselige levering af fuldt vejgreb kan føles grovere end en blødere spærreenhed. Mekanismen tilføjer også kompleksitet og slidflader inde i akslen, og på snævre underlag med højt greb kan en ubelejlig låsning et øjeblik forstyrre bilens linje.

Det automatiske låsedifferentiale hører til den bredere familie af låsedifferentialer og adskiller sig fra dem hovedsageligt ved at være selvaktiverende, og det står som et mere kontant alternativ til spærredifferentialet. Som en variant af det grundlæggende differentiale er det mest på hjemmebane i firehjulstrukne biler og terrængående køretøjer, hvor evnen til at låse en aksel efter behov og frigøre den uden førerens opmærksomhed er reelt nyttig.