Krængning (body roll)

Krængning er den sidelæns hældning af et køretøjs karrosseri ud mod yderkanten af et sving som svar på de kræfter, der opstår, når bilen drejer. Når en bil skifter retning, udsættes den for en sidelæns kraft, og fordi karrosseriet hviler over hjulene på eftergivende fjedre og støddæmpere, får den kraft den affjedrede masse til at hælde udad, så affjedringen presses sammen i bilens yderside og strækkes i indersiden. Det er en naturlig og uundgåelig følge af at lade et tungt karrosseri hvile på fjedre, og graden af krængning er en vigtig indikator for en bils køreegenskaber.

Fænomenet opstår, fordi kurvekraften i praksis virker i køretøjets tyngdepunkt, der sidder et stykke over den krængningsakse, som affjedringens geometri fastlægger. Denne lodrette afstand danner en vægtstang, så jo højere tyngdepunktet ligger over krængningsaksen, og jo større kurvekraften er, desto større bliver det krængningsmoment, der søger at vælte karrosseriet. Fjedrene modvirker dette moment, men de skal give efter for at gøre det, og netop den eftergivelse er den synlige hældning. Bilen falder til ro i den vinkel, hvor fjedrenes modstand er i ligevægt med krængningsmomentet.

For føreren påvirker krængningen både tryghed og vejgreb. Kraftig hældning flytter vægt over på de yderste dæk, ændrer den vinkel, dækkene møder vejen med via ændringer i affjedringsgeometrien, og kan få bilen til at føles tung, upræcis og sen i reaktionen. Den generer også passagererne og forsinker bilens respons på rattets bevægelser. En velkontrolleret, beskeden krængning giver derimod nyttig tilbagemelding om, hvor hårdt bilen arbejder, uden at gå på kompromis med dækkenes kontakt, og derfor stræber ingeniørerne efter at begrænse den frem for helt at fjerne den.

Flere konstruktionsgreb dæmper krængningen. Krængningsstabilisatorer, også kaldet stabilisatorstænger, er torsionsfjedre, der forbinder venstre og højre hjul på en aksel og modvirker forskellen i deres bevægelse under svingning, hvilket markant reducerer hældningen uden at gøre komforten unødigt stiv over ujævnheder, der rammer begge hjul lige meget. Stivere fjedre, fastere dæmpning, en bredere sporvidde og frem for alt et lavere tyngdepunkt reducerer også krængningen. Aktive og adaptive systemer kan afstive affjedringen dynamisk, og nogle avancerede biler bruger hydrauliske eller elektriske antikrængningssystemer til at holde karrosseriet næsten fladt gennem sving.

Graden af krængning varierer enormt fra køretøjstype til køretøjstype og afhænger i høj grad af køjehøjden. En høj, tung SUV med højt tyngdepunkt hælder markant mere end en lav, bred sportsvogn, der er konstrueret til at forblive næsten flad. Krængning hænger tæt sammen med den krængningsstabilisator, der bekæmper den, med tyngdepunktet og affjedringskonstruktionen, der bestemmer den, og med det bredere felt køretøjsdynamik, herunder gyngning omkring den lodrette akse (yaw), som krængningen kombineres med for at definere bilens opførsel i sving.