Selvbærende karrosseri (unibody)

Selvbærende karrosseri, oftest kaldet unibody eller monocoque, er en metode til at bygge et køretøj, hvor karrosseripladerne og den bærende ramme forenes i én sammenhængende, lastbærende skal. I stedet for at montere et separat karrosseri på et selvstændigt chassis svejses bundpladen, søjlerne, taget, skotterne og yderpladerne sammen, så strukturen som helhed bærer belastningerne. Dette er den dominerende metode for moderne personbiler og står i modsætning til den ældre tilgang med karrosseri på ramme, også kaldet stigeramme.

I en selvbærende struktur er der ikke noget særskilt chassis under kabinen. De pressede stålplader punktsvejses og limes til en spændingsbærende skal, hvor forstærkende elementer, kasseprofiler og bundpladen fordeler belastningerne gennem hele karrosseriet. Affjedring, motor og styretøj fastgøres enten direkte til forstærkede punkter eller via hjælperammer, der boltes til skallen. Fordi hver plade bidrager til stivheden, opfører strukturen sig som én stiv kasse frem for et karrosseri, der hviler på vanger.

Fordelene for føreren er betydelige. Et veldesignet selvbærende karrosseri er lettere end et tilsvarende køretøj med karrosseri på ramme, hvilket forbedrer brændstoføkonomi, acceleration og bremsning, og det er desuden stivere i både vridning og bøjning, hvilket skærper vejgrebet og mindsker raslen og fjedring. Afgørende er det, at den sammenhængende struktur kan konstrueres med deformationszoner, områder, der er beregnet til at folde sig sammen gradvist ved et sammenstød og optage stødenergien, mens en stiv sikkerhedscelle beskytter de personer, der sidder i bilen. Denne kontrollerede deformation er langt sværere at opnå med en stiv, separat ramme.

Teknikken har historiske rødder i flyets skrogkonstruktion og blev taget i brug til biler fra 1930'erne, med Citroën Traction Avant og senere den oprindelige Morris Minor blandt foregangsmodellerne; i de sidste årtier af det tyvende århundrede var den blevet næsten enerådende for biler. Karrosseri på ramme har ikke desto mindre overlevet, hvor dets styrker tæller, nemlig i store lastbiler, ramme­byggede SUV'er og køretøjer beregnet til kraftig anhænger­trækning eller hård terrænkørsel, hvor den separate stigeramme byder på holdbarhed og evne til at bære meget tunge laster.

Der er praktiske afvejninger. Fordi strukturen er integreret, kan omfattende kollisionsskade eller tæring på et bærende område være dyrt og svært at reparere korrekt, og en dårligt udført reparation svækker hele skallens integritet. Moderne selvbærende karrosserier blander også materialer og kombinerer ultrahøjstyrkestål, aluminium og kompositter i forskellige zoner, hvilket kræver specialiserede reparationsteknikker. Begrebet hænger tæt sammen med hjælperammen, der giver adskilte monteringscentre inde i skallen, og med deformationszonen, som er et af dets afgørende sikkerhedstræk.