Rækkesekser (rækkemotor med 6 cylindre)

En rækkesekser er en forbrændingsmotor, hvis seks cylindre er placeret i én lige række, der alle deler en fælles cylinderbank og ånder gennem ét cylinderhoved. Konfigurationen er en af de ældste i biltidens historie og fik ry for enestående gangkultur længe før elektronisk motorstyring overhovedet fandtes. Dens tiltrækningskraft er grundlæggende et spørgsmål om fysik snarere end finjustering: geometrien med seks jævnt fordelte cylindre, der tænder i rækkefølge, ophæver de store frem- og tilbagegående og roterende ubalancer, som plager andre konfigurationer, og giver motoren en næsten vibrationsfri gang, som førerne beskriver som silkeblød.

Den jævne gang kommer af måden, stemplerne og plejlstængerne er placeret langs krumtapakslen. Med seks krumtaptappe sat med tres graders mellemrum og tændingsrækkefølgen fordelt symmetrisk om motorens midte modsvares de primære og sekundære inertikræfter fra hvert stempel af en lige stor og modsatrettet kraft fra dets makker. De vippende kraftpar, der opstår i en firecylindret motor, neutraliseres ligeledes, fordi de tre forreste cylindre spejler de tre bageste. Resultatet er, at en velbygget rækkesekser kører i næsten perfekt mekanisk balance uden de balanceaksler, som en firecylindret af tilsvarende størrelse kræver.

For føreren og køretøjet udmønter dette sig i håndgribelige fordele. Motoren går stille i tomgang, trækker uden den summen, der sniger sig ind i rattet og pedalerne på ringere konfigurationer, og frembringer en karakteristisk jævn, en smule metallisk udstødningstone, som er blevet et kendetegn for visse mærker. Da der ikke er nogen balanceaksler, der stjæler effekt eller tilføjer friktion, kan rækkesekseren også være mekanisk effektiv, og dens lange, dybe cylinderblok egner sig til robust konstruktion og let serviceadgang langs den ene side.

Historisk drev konfigurationen alt fra førkrigstidens luksuslimousiner over de amerikanske sekscylindrede til de berømte rækkeseksere fra BMW, Jaguar og Mercedes-Benz. Den faldt i unåde mod slutningen af det tyvende århundrede, da producenterne jagtede den kortere og mere pladsvenlige V6, som lettere passer ind i tværstillede forhjulstrukne motorrum. De seneste år har bragt en bemærkelsesværdig genopstandelse, hvor flere premiumproducenter har genindført moderne turboladede rækkeseksere, der parrer konfigurationens medfødte gangkultur med downsizing og elektrificering.

Den vigtigste ulempe er længden. Seks cylindre på række giver en lang motor, der er besværlig at montere på tværs og kræver et generøst længdeorienteret motorrum, og derfor passer konfigurationen bedst til bag- og firehjulstrukne platforme. En lang krumtapaksel kan også være tilbøjelig til torsionssvingninger ved høje omdrejninger, hvilket håndteres med omhyggelig konstruktion og en harmonisk dæmper. Sammenlignet med V6'eren bytter rækkesekseren kompakthed for en renhed i gangen, som ingen nok så snedig balancering helt kan efterligne — hvilket netop er grunden til, at den fortsat værdsættes af både entusiaster og ingeniører.