ATV (terrængående køretøj)

Et ATV er en lille, let maskine, der er konstrueret til at køre over terræn, som ville sætte en almindelig bil ud af spillet — mudder, sand, løst grus, græs og opkørte stier. Det findes for at forene en motorcykels manøvredygtighed med den stabilitet og det vejgreb, der er nødvendigt uden for de slagne veje, og giver landmænd, skovbrugere, jægere og fritidsfolk et kompakt redskab til at krydse ujævnt eller sumpet terræn, hvor større køretøjer ikke kan følge med eller ville lave for store skader.

Det definerende træk er et sæt store, ballonlignende dæk, der køres med meget lavt tryk, ofte kun nogle få pund pr. kvadrattomme. De bløde, brede dæk fordeler køretøjets vægt over en stor kontaktflade, så det flyder hen over blød bund frem for at synke i, og de former sig om forhindringer for at bevare grebet. Føreren sidder overskrævs på et sadellignende sæde og styrer med et motorcykelstyr i stedet for et rat, en opbygning, det deler med firehjulet ATV, som det er nært beslægtet med. De fleste har fire hjul, en lille benzinmotor — selv om der nu også findes elektriske modeller — og kæde- eller akseltræk, hvor føreren forskyder sin kropsvægt for at hjælpe med at styre maskinen gennem sving og hen over ujævne overflader.

Det, der gør ATV'et værdifuldt, er den måde, denne opbygning passer til opgaven på. Det lave tyngdepunkt, den korte akselafstand og den rigelige frihøjde lader det klatre op ad skrænter, vade gennem lavvandede vandløb og snige sig forbi forhindringer, mens styret giver direkte og umiddelbar styrerespons. På en gård kan det trække små anhængere, fragte værktøj og hurtigt nå fjerne marker; på en sti byder det på en smidig, åben køreoplevelse.

Der findes flere varianter. Sports-ATV'er til én fører er afstemt til smidighed og fart, nyttemodeller prioriterer drejningsmoment, trækkapacitet og lastbure til arbejde, og maskiner til unge er dimensioneret og fartbegrænset til yngre kørere. En nær slægtning er side-by-side eller UTV, der har sæderne ved siden af hinanden i et styrtbur med rat og ofte forveksles med ATV'et, men som er en selvstændig kategori.

De praktiske begrænsninger er betydelige. Fordi føreren sidder uindkapslet, og køretøjet er højt og smalt i forhold til sporvidden, har ATV'er en reel risiko for at vælte, særligt på skråninger eller i skarpe sving, og beskyttende beklædning og hjelm anbefales kraftigt. De er som regel ikke typegodkendt som indregistrerbare personbiler og må i mange lande ikke føres på offentlig vej. At medtage en passager på en maskine bygget til én fører, eller at lade børn bruge modeller i voksenstørrelse, øger faren yderligere, og mange områder stiller krav om alder og uddannelse.

Inden for det bredere ordforråd for off-road-kørsel er ATV'et beslægtet med begreber som firehjulstræk og frihøjde og deler deres fokus på vejgreb og evnen til at forcere forhindringer, men det forbliver et specialiseret nytte- og fritidskøretøj snarere end en erstatning for en almindelig bil.