Dobbelte triangelarme (double wishbone)

Affjedring med dobbelte triangelarme er et uafhængigt affjedringssystem, der fastholder hvert hjul med to nogenlunde trekantede styrearme, triangelarmene, monteret over hinanden. Det findes, for at ingeniørerne kan styre præcist, hvordan et hjul bevæger sig i forhold til karrosseriet, hvilket igen afgør, hvordan dækket møder vejen. Da køreegenskaber, vejgreb og stabilitet i høj grad afhænger af, at dækkets kontaktflade holdes korrekt orienteret gennem ujævnheder og sving, har de dobbelte triangelarme længe været det foretrukne valg, hvor præcis dynamik er vigtig, fra sportsvogne til forakslen på mange premium-sedaner og hjørnerne på konkurrencekøretøjer.

Hver triangelarm er en A-formet eller Y-formet arm med to omdrejningspunkter ved karrosseri eller hjælperamme og et enkelt kugleled ved hjulnavet, opretten. Den øvre og nedre arm arbejder sammen om at definere hjulets vandring, når affjedringen trykkes sammen og fjedrer tilbage. En fjeder og en støddæmper, ofte som en samlet coilover-enhed, styrer den lodrette bevægelse og optager påvirkninger fra vejen. Fordi de to arme kan udføres i forskellige længder og indstilles i forskellige vinkler, kan konstruktørerne forme præcist, hvordan hjulets cambervinkel og sporvidde ændrer sig gennem affjedringens vandring.

Den praktiske gevinst er geometrisk kontrol. Ved at justere armene kan ingeniørerne holde dækket næsten oprejst i forhold til vejen, selv når karrosseriet hælder i et sving, så den størst mulige kontaktflade og dermed maksimalt vejgreb bevares. Dette er konfigurationens kendetegn: hvor en enklere fjederben lader det ydre hjul hælde med karrosseriet og miste camber i hård kurvekørsel, modvirker et veludformet system med dobbelte triangelarme den tendens og giver skarpere indstyring, mere stabil bremsning og mere ensartet opførsel på grænsen.

Konstruktionen har nære slægtninge. SLA-affjedringen (short-long arm) er i bund og grund dobbelte triangelarme, hvor den øvre arm bevidst er gjort kortere end den nedre for at optimere cambergevinsten, og betegnelsen bruges ofte synonymt i Nordamerika. Multilink-affjedringen kan ses som en videreudvikling, der erstatter de faste triangelarme med flere separate led og frikobler de enkelte geometriske parametre for endnu finere indstilling, til gengæld for større kompleksitet. Alt dette står i kontrast til det kompakte og billigere McPherson-fjederben, der integrerer støddæmperen i hjulophænget og kun bruger en enkelt nedre arm.

De væsentligste ulemper er pris, kompleksitet og pladsforhold. Dobbelte triangelarme bruger flere komponenter og flere bøsninger og kugleled end et fjederben, der hver især er sliddele, som med årene kan udvikle slør, banken eller upræcis styring. Systemet fylder også mere og lægger beslag på den plads, der ellers var til en motor eller en lav motorhjelmslinje, hvilket er en af grundene til, at mange almindelige forhjulstrukne biler i stedet bruger et fjederben fortil. Hvor budget og konstruktion tillader det, er de dobbelte triangelarme dog fortsat en målestok for forfinet komfort og køreegenskaber.