Multilink-ophæng

Multilink-ophæng er en avanceret form for individuelt hjulophæng, hvor hvert hjul ikke holdes på plads af én eller to store bærearme, men af flere separate stænger, der hver især forbinder hjulbæreren med chassiset eller hjælperammen via sit eget par af leddrejepunkter. Ved at fordele opgaven med at styre hjulet mellem flere slanke stænger opnår konstruktøren en usædvanlig stor frihed til at bestemme præcis, hvordan hjulet bevæger sig gennem sit fjedringsslag. Konstruktionen findes for at omgå det kompromis, der er indbygget i enklere løsninger, hvor en enkelt arm samtidig skal styre flere geometriske forhold, så en forbedring af det ene uundgåeligt forringer det andet.

Princippet hviler på geometri. Hver stang fastlåser hjulbæreren i en bestemt retning, og ved at vælge længde, vinkel og fastgørelsespunkter for hver enkelt stang kan ingeniøren forme, hvordan cambervinkel, sporing og hjulets placering frem og tilbage ændrer sig, når ophænget trykkes sammen, fjedrer tilbage, og bilen drejer eller bremser. Typisk anvendes tre til fem stænger pr. hjul. Fordi disse parametre i vid udstrækning kan indstilles uafhængigt af hinanden, tillader løsningen en fin, næsten kirurgisk afstemning, som hverken et fjederben eller selv et dobbelt wishbone-ophæng kan matche.

Gevinsten er evnen til at optimere komfort og vejegenskaber samtidigt frem for at bytte det ene mod det andet. Eftergivende bøsninger kan bruges til at dæmpe hårdhed og vejstøj for en blød gang, mens stangengeometrien er tilrettelagt, så hjulet stadig sporer og camberer i de retninger, der opretholder vejgreb og stabilitet under belastning. Ophænget kan indrettes, så dækket holdes godt plantet under hård kurvekørsel og samtidig forbliver overbærende over dårligt vejdække — netop den kombination, der kendetegner en virkelig forfinet bil.

Derfor findes multilink-ophæng oftest på bagakslen i premiumsedaner, direktørbiler og sportslige modeller, og i stigende grad også foran i dyrere køretøjer. Det giver fabrikanterne mulighed for at levere den ro og komfort, man forventer i toppen af markedet, og det er ofte et tegn på en bil, der er konstrueret med vejegenskaber og forfinelse som prioritet.

Ulemperne er omkostninger, kompleksitet og pladsforbrug. Mange stænger betyder mange led og bøsninger, mere bearbejdning, mere monteringstid og en tungere, mere pladskrævende installation end en simpel stiv aksel eller et fjederben. Der er også flere komponenter, der kan slides, og som skal indstilles korrekt ved service. Systemet forstås bedst som det mest sofistikerede og afstemmelige medlem af familien af individuelle hjulophæng — det overgår det dobbelte wishbone i indstillelighed og står i klar kontrast til de enklere og billigere MacPherson-fjederben og torsionsaksler, der bruges, hvor budget eller plads er knappere.