Microcar

En microcar er den mindste praktiske klasse af personkøretøjer til vejbrug, udtænkt næsten udelukkende til korte ture i byen, hvor det kompakte format, parkeringsvenligheden og de lave driftsomkostninger betyder langt mere end fart, rækkevidde eller lasteevne. I mange lande tæller disse køretøjer slet ikke som biler, men som quadricykler — en selvstændig juridisk kategori, der pålægger skrappe grænser for effekt, vægt og tophastighed til gengæld for lempeligere regler og i nogle lande mildere krav til kørekortet. Det er netop denne regulering, mere end nogen enkelt konstruktionsdetalje, der adskiller microcaren fra alt andet.

Efter de europæiske regler er den lette quadricykel for eksempel begrænset til omkring 6 kW effekt og en egenvægt på cirka 425 kg uden batterier, med en tophastighed på højst omkring 45 km/t, mens den tungere L7e-kategori tillader op til 15 kW og højere fart. Inden for disse rammer har en microcar typisk plads til en eller to personer, bruger små benzinmotorer eller i stigende grad beskedne elmotorer og kører på en kort akselafstand med en meget lille venderadius. Den lette konstruktion holder energibehovet nede, og netop derfor passer eldrift så godt til formatet.

For brugeren er fordelene ligetil. En microcar glider ind på parkeringspladser, hvor almindelige biler må give op, bruger meget lidt brændstof eller strøm, og i nogle lande kan den køres af unge eller af folk uden fuldt bilkørekort. Forsikring og afgifter er ofte tilsvarende lave. I tætte byer, trange historiske bymidter og på korte pendlerture kan disse fordele opveje de åbenlyse kompromiser og gøre microcaren til et reelt fornuftigt valg snarere end en kuriositet.

Konceptet har en lang og farverig historie. Efterkrigstidens Europa oplevede et boom i "boblebiler" som BMW Isetta, Messerschmitt KR175 og Heinkel Kabine, født af sparsommelighed og efterspørgsel på billig mobilitet i 1950'erne. Idéen blegnede, da konventionelle små biler blev til at betale, og blev så genoplivet i moderne form med køretøjer som Renault Twizy, Citroën Ami og den oprindelige Smart Fortwo, hvor sidstnævnte balancerede på grænsen mellem microcar og rigtig bybil.

Begrænsningerne er indbyggede og bør ikke underdrives. Med minimal deformationszone giver microcars og quadricykler markant ringere beskyttelse af passagererne end en rigtig bil, og flere har klaret sig dårligt i uafhængige kollisionstest. Den lave tophastighed og den begrænsede stabilitet gør dem uegnede til motorveje og hurtige motortrafikveje. Inden for familien af små køretøjer ligger de under den lille bil og den lidt rummeligere kompaktbil, og de er konceptuelt beslægtede med den japanske kei-bil, om end kei-biler er fuldgyldige motorkøretøjer bygget efter en national standard for størrelse og effekt snarere end quadricykler.