CO2-udledning

CO2-udledning beskriver, hvor meget kuldioxid et køretøj slipper ud for hver kørt kilometer, angivet i gram pr. kilometer. I modsætning til de forurenende stoffer, som en katalysator tager fat på, er kuldioxid ikke giftigt i gængs forstand; det er den væsentligste drivhusgas og det, der primært bestemmer en bils klimapåvirkning. Tallet er blevet et af de mest betydningsfulde på et hvilket som helst datablad og er med til at forme beskatning, producenternes strategi og købernes valg i store dele af verden.

Det helt centrale ved kuldioxidudledning er, at den er direkte proportional med mængden af forbrændt brændstof. Forbrænding af et hvilket som helst kulbrintebrændstof danner uundgåeligt kuldioxid som slutprodukt, så jo mere benzin eller diesel en motor bruger, jo mere udleder den, i et fast kemisk forhold. Forbrænding af en liter benzin frigiver omkring 2,3 kilo kuldioxid og en liter diesel cirka 2,6 kilo, fordi diesel er tættere og mere kulstofrigt. Det betyder, at udledningstallet i praksis blot er en anden måde at udtrykke brændstofforbruget på, og de to følges ad.

Netop fordi sammenhængen er kemisk og ikke mekanisk, kan kuldioxiden ikke fjernes af noget efterbehandlingsudstyr. Der findes ikke et filter eller en katalysator, der kan rense den ud af udstødningen, for kulstoffet i brændstoffet skal et sted hen, når det først er oxideret. De eneste måder at skære i kuldioxiden på er at forbrænde mindre brændstof — gennem lettere køretøjer, mere effektive motorer, hybridisering eller mindre slagvolumen — eller at skifte til et brændstof med mindre fossilt kulstof. Det er den grundlæggende forskel mellem kuldioxid og forurenende stoffer som kvælstofoxider, der kan neutraliseres kemisk efter forbrændingen.

De tal, der oplyses for nye biler, måles efter standardiserede laboratorieprocedurer, i dag WLTP, der står for Worldwide Harmonised Light Vehicles Test Procedure, og som afløste den ældre og mere optimistiske NEDC-cyklus. WLTP udsætter bilen for et fastlagt forløb af hastigheder og belastninger, der skal ligge tættere på virkelig kørsel, og giver et reproducerbart tal, så forskellige modeller kan sammenlignes på lige fod. Den faktiske udledning varierer stadig med kørestil, last og forhold, men testværdien udgør det officielle pejlemærke til regulering og mærkning.

Det officielle tal har reel økonomisk og lovgivningsmæssig vægt. Mange lande knytter bilbeskatningen direkte til kuldioxidudledningen, så en renere bil udløser lavere afgift, og producenterne er underlagt mål for flådegennemsnit, der straffer dem hårdt, hvis de overskrider en fastsat grænse i gram pr. kilometer på tværs af alt, hvad de sælger. Dette pres har drevet den hurtige udbredelse af hybrid- og eldrivlinjer, for en batteridrevet elbil udleder slet ingen kuldioxid fra udstødningsrøret og ændrer dermed hele udledningsregnskabet.