Krumtapaksel

Krumtapakslen er motorens vigtigste roterende del, den komponent der samler de enkelte skub fra hvert stempel og forener dem til en enkelt, sammenhængende roterende udgang. Den er det sidste mekaniske led, før kraften forlader motoren gennem svinghjulet eller medbringerpladen, og derfra videre til koblingen eller momentomformeren og til sidst til hjulene. I bund og grund er det den del, der lader en række små eksplosioner blive til jævn, brugbar rotation.

Dette opnår den gennem sin karakteristiske kropformede facon. Hovedlejerne løber langs akslens midterlinje og drejer i hovedlejer boltet ind i motorblokken, hvilket fastlægger rotationsaksen. Mellem dem sidder krumtappene, forskudt fra denne midterlinje med en fast afstand; det er til disse forskudte tappe, at plejlstængernes store ender er fastgjort. Når et stempel drives ned i sin boring, presser stangen mod krumtappen, og fordi tappen er forskudt, påfører den akslen et drejningsmoment, omtrent som en fod på en cykelpedal drejer kranken. Forskydningsafstanden er krumtapradiussen, og det dobbelte af denne radius svarer til stemplets slaglængde, det ene af de to mål, der sammen med boringen fastlægger motorens slagvolumen.

At styre rækkefølgen og afstanden mellem disse impulser er afgørende for laufruheden. Krumtappene er anbragt i omhyggeligt valgte vinkler, så cylindrene tænder i en rækkefølge, der fordeler arbejdsslagene jævnt og udligner kræfterne. Tunge modvægte er smedet eller støbt over for krumtappene for at modvirke inertien fra de roterende stangender og for at dæmpe de vibrationer, der er uundgåelige i frem- og tilbagegående maskineri; uden dem ville en motor ryste kraftigt. En harmonisk balancer eller dæmper på den forreste remskive tæmmer yderligere de drejningssvingninger, der ellers ville udmatte akslen.

Krumtapaksler smedes typisk af stål for at give styrke i krævende motorer med høj ydelse, eller støbes af kuglegrafitjern, hvor omkostninger og lavere belastning tillader det. Deres lejetappe er præcisionsslebne og overfladehærdede, og de hviler på tynde glidelejer forsynet med olie under tryk gennem boringer inde i akslen. Den samme forende af krumtapakslen driver normalt registerremmen eller -kæden, der holder knastakslerne og ventilerne synkroniseret med stemplets position.

I drift er krumtapakslen yderst holdbar, men den er fuldstændig afhængig af ren olie under tryk; et tab af olietryk ødelægger hurtigt hoved- og storendelejerne og kan ridse eller få lejetappene til at sætte sig fast. For stort aksialspil, et slidt aksialleje eller en udmattelsesrevne er alvorlige fejl, og at slibe lejetappene undermål med tilpassede lejeskåle er den traditionelle løsning, når slitagen indtræffer.