Plug-in-hybrid (PHEV)

En plug-in-hybrid, næsten altid forkortet PHEV, er en bil, der har både en almindelig forbrændingsmotor og en elmotor forsynet af et batteri, der er stort nok til at blive opladet fra stikkontakten og til at drive bilen på el alene over en meningsfuld strækning. Den ligger i mellemgrunden mellem den almindelige hybrid, hvis lille batteri kun nogensinde hjælper motoren, og den fuldt elektriske bil, der slet ingen motor har. Det afgørende kendetegn ligger i navnet: i modsætning til en selvopladende hybrid har en PHEV en ladestik, og netop evnen til at trække energi fra elnettet er det, der giver den en ægte rækkevidde på el alene.

Den brugbare rækkevidde ligger typisk et sted mellem 40 og 100 kilometer på en fuld opladning, hvilket er nok til at dække de flestes daglige pendling og ærinder uden at brænde en dråbe brændstof af. På kortere ture opfører bilen sig som en stille, jævn elbil og trækker på et batteri, der er langt større end en hybrids, ofte i størrelsesordenen 10 til 25 kilowatt-timer. Når batteriet er tomt, eller når føreren kræver mere ydelse, end motoren kan levere, træder forbrændingsmotoren til, og køretøjet fungerer videre som en effektiv konventionel hybrid med benzinens eller dieselens lange rækkevidde og hurtige tankning. Denne dobbelte natur er PHEV'ens centrale tiltrækningskraft: elkørsel til hverdagen, flydende brændstof til den lejlighedsvise lange rejse og ingen afhængighed af at finde en lader undervejs.

En PHEV's effektivitet afhænger helt unikt af, hvordan ejeren bruger den. Kørt fornuftigt af en, der oplader regelmæssigt og holder de fleste ture inden for den elektriske rækkevidde, kan den opnå meget lave driftsomkostninger og udledninger fra udstødningen og reelt fungere som en elbil det meste af tiden. Kørt af en, der aldrig oplader den, bliver den samme bil et tungt køretøj, der slæber rundt på et stort batteri og en motor, og det faktiske brændstofforbrug kan blive værre end for en tilsvarende konventionel model. Denne afhængighed af adfærd er grunden til, at officielle PHEV-tal, målt med fuldt opladet batteri, ofte ser langt bedre ud end de gennemsnit, førerne reelt registrerer.

Teknologien har været et pragmatisk trædesten i overgangen væk fra fossile brændstoffer; den giver købere en måde at elektrificere en del af deres kørsel på uden den rækkeviddeangst, der afskrækker nogle fra at gå helt over til el, og den giver producenterne en vej til lavere gennemsnitsudledninger for flåden. Der findes flere drivlinjeopbygninger, fra systemer, hvor motor og elmotor hver især kan trække hjulene, til serieagtige løsninger, hvor motoren hovedsagelig fungerer som generator.

I den bredere familie af elektrificerede biler ligger PHEV'en et klart trin over mild-hybriden og fuld-hybriden, der begge ikke kan tilsluttes elnettet, og et trin under den fuldelektriske bil, der helt undværer motoren. Dens værdi hviler i høj grad på førerens disciplin i at holde batteriet opladet, og derfor er begrebet elektrisk rækkevidde så centralt for at forstå, hvad en plug-in-hybrid kan og ikke kan levere.