WLTP

Worldwide Harmonised Light Vehicles Test Procedure, almindeligvis forkortet WLTP, er den standardiserede laboratorietest, der bruges til at måle en personbils eller let varevogns brændstofforbrug, kuldioxidudledning og, for elektrificerede køretøjer, elektrisk rækkevidde. Den findes, fordi købere, myndigheder og skattevæsen alle har brug for en enkelt og gentagelig målestok, hvormed forskellige modeller kan sammenlignes, og fordi de tal, den frembringer, indgår direkte i bilbeskatningen, i flådekravene til gennemsnitlig udledning og i de mærkater, der vises i bilforretningerne.

WLTP blev udviklet under FN's regi for at afløse New European Driving Cycle, eller NEDC, der var blevet berygtet for at undervurdere det reelle forbrug. NEDC stammede fra 1980'erne og brugte en mild og urealistisk køreprofil med lange afsnit ved konstant hastighed og beskedne accelerationer, så afstanden mellem dens opgivne økonomi og det, bilisterne faktisk opnåede, voksede støt, efterhånden som motorer og biler udviklede sig. WLTP blev indfaset for nye europæiske modeller mellem 2017 og 2019 netop for at indsnævre den afstand.

Rent teknisk køres testen på en rullestol, eller en chassisdynamometer, i et temperaturstyret laboratorium, hvor bilens udstødningsgasser og energiforbrug måles præcist hele vejen igennem. WLTP-cyklussen er længere og hurtigere end den gamle, varer omkring tredive minutter og dækker cirka treogtyve kilometer ved en gennemsnitsfart nær seksogfyrre kilometer i timen, med en højere tophastighed og mere kvikke og varierede accelerationer fordelt på faser med lav, mellem, høj og ekstra høj hastighed, der bedre afspejler kørsel i by, på land og på motorvej.

En væsentlig forbedring i forhold til NEDC er, at WLTP tager højde for faktorer, der reelt påvirker forbruget på den enkelte bil. Den er langt mere følsom over for køretøjets vægt, luftmodstanden og rullemodstanden, og afgørende er det, at den medregner ekstraudstyr: større hjul, panoramatag og andet udstyr, der tilføjer vægt eller luftmodstand, kan hæve de certificerede tal. Det betyder, at en bil med meget ekstraudstyr kan have et højere officielt CO2-tal, og dermed et højere afgiftstrin, end den samme model i basisudgaven.

Fordi selv en grundig laboratorietest ikke kan indfange alle virkelige forhold, suppleres WLTP af målinger af de reelle emissioner under kørsel, kendt som RDE. RDE bruger bærbart måleudstyr, der medbringes i bilen under faktisk kørsel på offentlig vej, og er først og fremmest rettet mod forurenende stoffer som kvælstofoxider og partikler snarere end mod brændstoføkonomi. Tilsammen indrammer de to procedurer både laboratoriets gentagelighed og virkeligheden på vejen.

Det er stadig vigtigt at læse WLTP-tallene som sammenligningsgrundlag snarere end som garantier, eftersom de enkelte resultater afhænger af kørestil, klima, last og rute. Proceduren er nært knyttet til den NEDC, den afløste, til RDE-målingerne for forurenende stoffer og til de grundlæggende mål for brændstofforbrug og CO2-udledning, der både styrer forbrugernes valg og den lovgivningsmæssige efterlevelse i store dele af verden.